søndag den 25. oktober 2015

Forkælelse til katten.

Det er længe siden jeg har fået lagt noget op her. I mellemtiden er der helt sikkert røget et par ting af nålen.

Jeg er i øjeblikket i gang med oprydningsprojektet. Mange af mine garnnøgler kunne jeg ikke bruge til det helt store i og med at jeg havde en milliard nøgler (det føles sådan, men overdrivelsen fremmer forståelsen ved du nok), hvor der kun var 1 - 3 nøgler i samme farve.

Nu er jeg i gang med at bruge rester af noget acrylgarn jeg i sin tid købte i fakta. Når man mørker på nøglen føles det rigtig lækkert, men det er simpelthen så stift, når der bliver hæklet af det - til trods for at jeg IKKE er kendt for at hækle særlig stramt.

Det skal så blive en kurv til katten - eller burde man sige kattene, for der er jo to stk ;-)
Der er ingen opskrift jeg følger. Jeg hækler bare rundt i cirkel og tager ud på hver række sådan lidt på må og få.

Jeg har endnu ikke det store overblik over hvor stor den skal være. Min ene kat er et kæmpe skrummel på 12 kg, der ikke kan ligge i en alm. kurv, så jeg købte en hundekurv til mellemstore hunde til ham. Den bruger han MEGET gerne, men ligger alligevel krøllet sammen til en kugle når han sover, så kæmpe stor behøver denne hæklede sag jo ikke være.


 Bunden buler lidt, men den passer faktisk med masker. Det er bare fordi jeg ikke lige har glattet den ud.

Den er allerede blevet testet, som du kan se på billedet :-)
Og jeg tror den er godkendt. I hvert fald lå Congo på den hele aftenen i går så jeg knap nok fik hæklet (sikke abstinenser det gav).

Pt måler den 33 cm i diameter.

fredag den 7. august 2015

Hæklerens tips og tricks

Der findes oceaner af gode ideer til at løse forskellige problematikker inden for hækling. Sådan er det vel egentlig inden for så mange ting - ikke kun hæklen. Mange af disse tips og tricks vil formentlig også kunne bruges hvis man strikker.
Mange af dem, er noget jeg har opsnuset gennem tiden, på forskellige fora - det er ikke ensbetydende med at jeg har afprøvet det. Så hvis det ikke virker, er det altså ikke mig, der giver forkerte oplysninger. Dog må du MEGET gerne give en besked, således at jeg kan fjerne det fra siden, inden nogens store arbejde (i værste fald) skulle gå i stykker.

Hold styr på garnnøglen.

Her kan man benytte en bøtte fra fx rødkål, is eller anden emballage man alligevel ville smide ud. Rengør den grundigt, lav et hul i låget, til garntråden. løg nøglen i bøtten, tråd op gennem hullet, og låg på. Vupti - slut med at nøglen danser sin egen dans og ryger hen i modsatte ende af stuen.

Overskydende farve.

Jeg kan ikke forestille mig, der er noget værre end når man har siddet og hæklet på noget med mange farver, og farverne så smitter af på hinanden under vask.
Dertil findes flere gode tips, som man kan benytte sig af.
Dr. Beckmann har lavet nogle klude, som mange bruger og er rigtig glade for.
De kan købes i de fleste supermarkeder.

Dertil kommer tricket med eddike (husk det skal være lys eddikke). Man blander 1 del eddike til 7 dele vand og ligger det i blød natten over. Her skal man være opmærksom på at baljen man lægger det i skal være større end arbejdet, fordi eddiken skal kunne suge ordentligt. Så det er ikke sikkert det er en optimal løsning hvis man har hæklet et stort sengetæppe.

Der findes også et andet trick for at tage den overskydende farve. Skumklude. Vask dem sammen med det hæklede og kludene skulle suge den overskydende farve til sig.

Få dyrenes hår af.

Den med klude skulle også virke når dit hækletøj bliver fyldt med hunde eller kattehår, der har tendens til at sætte sig fast.
Selv om jeg har kat, har jeg endnu ikke prøvet, men det er en af de ting der står på min absolut TO TRY liste. Min hankat fælder som bare pokker, og jeg kender kun alt for godt til at at hans løse pels sætter sig mere på mit hækletøj, end alle andre steder..

torsdag den 14. maj 2015

Restetæppe færdig

Jeg blev i forgårs færdig med mit restetæppe. Jeg manglede dog lige at klippe de hæftede ender af - note til mig selv: Gør det med det samme næste gang. Ved ikke lige hvad jeg tænkte på, ved at lade dem sidde.

Nå, men resultatet er blevet okay. Dog kan jeg se at jeg har en beregningsfejl, jeg ikke havde opdaget, der gør at tæppet er kortere end jeg ville have det til at være. Det er ikke noget der gør noget, men det har bare den forskel at det ikke længere er det mega - putte - hygge tæppe jeg ville have det til at være. Så har jeg en undskyldning for at lave et nyt engang.

Kanten er heller ikke blevet så god. Jeg lavede bare stangmasker i hver maske hele vejen rundt, men det buler. Det er for mig, heller ikke noget der gør det helt store. Igen er der plads til forbedringer.
Trods de mange farver i en stor pærevælling, er jeg blevet frygtelig godt tilfreds med det endelige resultat. Det er ikke så kaotisk som jeg forestillede mig, da jeg gik i gang.

Min selvvalgte søster er forelsket op til over begge ører, og jeg kunne overveje at sende det til hende. Fordi jeg kan! Uden hendes vidende og se hvad hun så siger. Ville gerne være en flue på væggen, for jeg skulle kende hende dårligt, hvis hun ikke giver sig til at tude af glæde :-)

Jeg har rigtig stor glæde af mine ting, men den største glæde er dog, at give det væk til de som sætter pris på det :-)

fredag den 24. april 2015

update på garnresterne

Jeg er langt fra færdig med mine garnrester, og mit tæppe. Dog er status nu, at jeg faktisk kan se at det svinder ind i resterne og ind imellem kan jeg panikke over om der rent faktisk ER rester nok.

Jeg er begyndt at sy sammen - de der pokkers lapper fyldte godt nok meget lige pludselig. I går manglede jeg kun 52 stk, så skulle der gerne være så tæppet bliver færdig. Det er jo let at overskue. Jeg laver i hvert fald mindst 4 om dagen. Nogen gange 5 andre gange 10, så der er slet ikke langt tilbage længere. Min restekasse er sunket godt ind. Det gør heller ikke noget, for det var jo planen, at de skulle bruges.

Nå, det var bare lige et kort, og godt indlæg for denne gang.

Lotus, fyrfadsstager


Jeg faldt over denne opskrift på de søde lotus fyrfadsstager, forleden da jeg kiggede opskrifter igennem, og ikke vidste, hvad jeg skulle hækle. Det er simpelthen en sød opskrift, så prøve, det måtte jeg bare. Inden jeg fik talt til ret meget, var der hoppet et sæt af pinden.

Desværre er mine billeder bare blevet så elendige - det her er dog det bedste jeg kunne komme frem med - og jeg kunne slet ikke få vist stagerne, så de kom 100 % til rette. Her ligner det bare en klump tilfældig garn, men jeg vil gerne sige, at det IKKE er tilfældet.
Opskriften er der linket til - normalt er det ikke noget jeg gør, men det er simpelthen for at I kan se dem på en anden måde. Den oprindelige "kunstner" kunne altså tage bedre billeder end jeg kunne, og de er bare så fine at det er synd og skam, at bruge mine elendige billeder til at danne sig det indtryk.


                                   God fornøjelse :-)

Opskrift på lotus tea ligt


søndag den 15. marts 2015

Brug dine garnrester

Det vil være synd og skam at sige, at jeg er ordensmenneske. Alligevel har jeg formået at dele mine garnrester op. Alt bomuldsgarn er gemt sammen, og for nylig kiggede jeg ned i skuffen, hvor det blev opbevaret og tænkte bare "holy moses". Skuffen var jo proppet.

Nu har jeg det sådan, at lige så snart der er taget hul på en nøgle garn, betragter jeg det som en rest - fordi nøglen jo ikke er "komplet", så der var alle mulige mængder blandet sammen - store, små og mellemstore.

Jeg besluttede så at jeg ville bruge resterne på et tæppe. Men hvordan skulle det så være?
Skulle de bare bindes sammen til en kæmpe nøgle, og så derud af i enten Fm eller Stm?
Eller skulle jeg satse på firkanter?

Jeg valgte så african flowers fordi den kan laves med store og små mængder. Der er - eller i hvert fald kan være - mange farveskift, så det ville være perfekt.

Nu har jeg fået lavet en del og jeg synes ikke jeg se at det svinder i mine rester, men jeg knokler på og ser hvad det bliver til.

Fordelen er jo, at selv om jeg får for mange, kan de gemmes til en anden god gang jeg skal bruge rester. Jeg har heldigvis mine 3 drenge som ELSKER mine tæpper, så jeg er ikke bange for at jeg kan lave for mange tæpper - griner.

I sidste uge, hvor manden ryddede op herhjemme, mens jeg var i skole fandt han en kasse med ensfarvede african flowers jeg havde lavet, var blevet træt af og havde lagt til side, for derefter at glemme alt om det.

Der var en del i den kasse så pludselig var der bare rigtig mange. Endnu har jeg ikke talt dem eller regnet på hvor mange jeg skal bruge, så det er ret spændende at se hvor mange jeg ender ud med.

tirsdag den 24. februar 2015

Grydelapper af (næsten) eget design.

Grydelapper kan man vel altid bruge. Tror jeg.
Er i gang med en masse småting som min søster og svoger skal have i bryllupsgave. Da jeg gerne vil gøre gaven "stor", men ikke har tid til et graphgan tæppe, eller andet, så bliver det en masse småting. Og så faldt valget også på grydelapper.

Jeg ville så gerne lave de dersens stjernegrydelapper, bare for at de var lidt mere smarte end en almindelig firkant, fandt opskrift, printede og gik i gang. Doh, den fattede jeg da ikke en meter af - og jeg mener ellers at jeg er ved at have nogenlunde styr på at læse og følge en opskrift, men den her!! Jeg opgav.

Jeg fandt så en opskrift på en rund doily (mellemlægsserviet), hvor jeg godt kunne lide mønstret, og straks tænkte jeg at den kunne da sagtens laves om til en grydelap.Jeg lavede så lidt om på opskriften, så den ikke blev helt så hullet og så den passede i maskeantal til det bagerste stykke.
Sådan blev resultatet:
Den er hæklet i bomuld fra søstrene grene. Til 2 stk, gik der 2 ngl - en i hver farve. Der var ikke meget tilbage af den mørkeblå, men der var nok :-)
Bagsiden er bare en rund cirkel uden mønster, for at man ikke brænder sig alt for meget. Opskriften er ikke ændret så meget, at jeg med rette kan kalde den 100% min, men det er altid spændende at finde en opskrift som man kan ændre en lille smule på, og så gøre det anderledes.

Den eneste ulempe ved disse grydelapper er, at min hæklefasthed, altså bare ikke blev helt ens, så den ene forekommer at være lidt større end den anden. Har talt, og talt om igen, men der er lige mange rækker, så det kan kun være den berømte hæklefasthed, der lige driller lidt. Heldigvis er det ikke noget der gør mig noget :-)

torsdag den 19. februar 2015

Update på "love birds".

Så blev mine love birds færdige, og jeg er relativ godt tilfreds med resultatet.

Selvfølgelig er der skønhedsfejl, men jeg betrager stadig mig selv som værende ikke såååå pokkers go endnu. Måske let øvet i niveau tænker jeg :-)

Hjertet gav mig en del kvaler at lave. Dels fordi det er et langt tyndt rør, der hækles (9 fm i omkreds) og det skal fyldes ud efterhånden. Men der skal også noget i så det bliver gjort stift, men bøjeligt, og der troede jeg at jeg kunne bruge almindelig ståltråd. DET KAN MAN IKKE! Det opdagede jeg bare ikke før EFTER at jeg havde lukket, og syet sammen, formet og ville holde det op for at få et andet syn end når det lå der på sofaen. Klask, og det lignede et hjerte der blev kørt over af en damptromle. SHIT! Kunne dog afværge katastrofen ved at ta nyt ståltråd, folde fire gange, sno fint sammen og sætte forsigtigt ind hist og her. Absolut ikke det optimale, men det endte med en respektabelt løsning.

Nu er jeg ved at løse, hvordan jeg undgår at Hr. og Fru. Piphans undgår at vælte forover når de bliver hængt op. Jeg har fundet den perfekte plads på væggen i gangen, hvor man ser dem tit, men ikke hele tiden (og det er ikke fordi jeg ikke er stolt af mit værk, for det er jeg) Pladsen var bare perfekt. :-)

Det er godt fuglene har en bagside der kommer til at vende ind mod væggen, for så kan de få et par sting i måsen, med en tråd der forhåbentlig kan holde dem tilbage, i stedet for at vælte.. Ellers er jeg pt. tør for ideer.

tirsdag den 17. februar 2015

"Love birds" på vej

Jeg er lige så utilregnelig med mine hækleprojekter, som vejret er... Jeg har omkring 3 stk UFO (Ufærdige opgaver) til at ligge, som jeg bare ikke kan tage mig sammen til, fordi jeg liiiige falder over noget, jeg hellere vil lave.

Nu er jeg gået i gang med et par såkaldte Love birds, som jeg faldt pladask for. De er simpelthen så søde. Opskriften er engelsk, og jeg kastede mig ud i projektet, blot for at opdage, at det slet ikke er svært, at følge den engelske opskrift. Man skal bare lige holder styr på de der termer og så lade være med at bytte rundt på "decrease" og "increase" :-)

Så langt så godt.. Piphans her mangler stadig, øjne, næb og fødder. Den har et kæmpe hoved i forhold til resten af kroppen, men det er bare en del af charmen..

Opskriften fandt jeg via ravelry.com. (linket fører direkte til opskriften)til knap 20 kr. Jeg synes på ingen måde at det er dyrt, så jeg købte den :-) Jeg vil gerne betale for at designeren får den credit for opskriften de fortjener, for de må virkelig have lagt et stort arbejde bag det at designe opskriften.

Der findes et utal af gratis opskrifter, og der findes et utal af opskrifter der koster penge, så der er noget for enhver. De som ikke vil betale, kan jo finde en anden opskrift, og så undvære den der koster penge :-) Jeg har ikke noget problem med at "bryde loven" og dele en købt opskrift, MEN til en meget, meget lille grænse. Jeg gider ikke betale for at forsyne andre. Min egen mor fx. Ja, jeg beklager. Hun så opskriften, og bad om den, oversat vel og mærke (det må man ikke uden designers tilladelse, skal det lige siges) Så. jeg sagde nej. Selv samme dag bad hun om den en gang til.. Jamen hvis du er så vild med den så køb den!!!! Så jeg sendte et link til hvor hun kan købe den, og så (indtil videre) hørte jeg ikke mere fra det...

SLEMME mig, jeg veeeed det godt ;-)

mandag den 16. februar 2015

Corner to corner dækkeservietter

Først og fremmest fandt jeg endelig ud af, hvad det var der mentes når mange i de hæklegrupper jeg er medlem i på Facebook, mente når de skrev corner to corner, eller C2C som mønsteret også kaldes.

Det er så simpelt som det lyder - Det er fordi der hækles fra hjørne til hjørne (DOH!!)
Forrige uge (uge 6 - 2015) var der så et hækletillæg med i hendes verden, hvori mønsteret blev beskrevet. Så kunne jeg da ikke andet end prøve. Mig, frem med garnrester, for dem havde jeg mange af, og så i gang med et tæppe til mellemste barnet... Det gik ikke helt som ventet, så youtube måtte til at hjælpe mig, men så knækkede jeg søreme koden!!! Og hold nu fast, en fest det gav. Mønsteret er super hurtigt og pære let at lave, så i løbet af ingen tid, blev tæppet færdigt..Bortset fra at det var alt for lille til knægten, så det fik kattene i stedet for.

Nu havde jeg fået teknikken indlært, så i stedet for at bande over et mislykkedes projekt, gik jeg i gemmerne og kiggede garn igennem. Jeg fandt 3 farver, som jeg synes matchede godt, og så gik jeg i gang med dækkeservietter. Dem havde jeg længe tænkt jeg ville lave, men havde ikke rigtig fundet mønstret der lissom appelerede til mig, i forhold til projektet. Det gjorde corner to corner.

Det tog 4 dage at hækle disse dækkeservietter, der hver måler 34X43 cm
Der er brugt knap 5 ngl. garn. 2 lime, 2 sort og 1 af den petroleumsfarvede. Mangler kun at hæfte enderne.

Jeg har lavet 2 stk, som udgør et sæt, min søster skal have i fødselsdagsgave. Der er kun hende og min svoger til daglig, så der er kun lige taget højde for at det er til, hverdagsbrug.

Overvejer at lave et sæt eller 2 mere i andre farver. Det er bare det bedste mønster at arbejde med. 



søndag den 18. januar 2015

Owl obsession tæppet.

Jep - here we go again. Med et hæklet tæppe. Har jeg fortalt at jeg godt kan lide at hækle tæpper? Griner

Denne gang er det tæppet Owl obsession der står for tur. Faktisk var jeg begyndt på det for længe siden, men opgav. det var simpelthen for svært. Og det var til trods for at jeg kontaktede designeren og fik tilladelse til at oversætte opskriften til dansk, til eget brug :(
En dag sad jeg så og løb tør for garn til det projekt jeg var i gang med, og kunne ikke lige umiddelbart få hentet noget mere. Det måtte så blive lagt hen og blive til en UFO (UFærdig opgave)

En tur i mine garn skuffer gav mig så ideen til at prøve igen, med ugletæppet.
Jeg fandt de farver frem jeg ville bruge - en lilla, en orkideagtig farve (ved ikke helt hvad jeg skal kalde den, men den har en flot lyserød/lilla farve) og så en babylyserød - hvor jeg håber der er nok af sidstenævnte, for den er købt i søstrene grene for længe siden, og jeg har kun to nøgler på lager.
Skræk og ve, hvis der ikke er nok. Sidst men ikke mindst besluttede jeg at kanten skulle være sort.

Frem med opskrifterne og så i gang. Jeg ville hækle efter original opskriften på engelsk, for så kunne jeg da lige få mere øvelse i at følge en engelsk opskrift, og så tage den danske til hjælp. Måske meget heldigt, for det der med at følge en dansk opskrift gik altså bare ikke så godt kan jeg se, for hold op der er mange fejl i :-)

Nå pyt, men det viser sig, at opskriften denne gang er meget lettere. Det må jo være fordi jeg er blevet bedre med tiden - heldigvis ;-) Jeg mangler kun en passende farve, til det der skal blive uglens næb. Den har jeg ikke lige på lager, så det må jeg have kigget på næste gang jeg kommer ind til byen. Var ellers inde i den lokale garnforretning og hente mere sort garn, men jeg glemte altså lige at kigge efter næbbet :-D

Uglemoden har efterhånden lagt sig igen og er ikke så udbredt som det var for blot et år tilbage. Dog bliver tæppet stadig lavet - ja, det gør ugler i det hele taget, og da jeg søgte på google for at finde inspiration til farver, kom der mange resultater frem. Det var dog dette http://www.craftsy.com/project/view/owl-obsession/77682 der inspirerede mig mest til min version. Dog var det ikke let, for der findes mange forskellige farvekombinationer, og jeg havde mest lyst til at "stjæle" dem alle sammen :-) Der var jo alt, lige fra naturfarver, til skrigende pangfarver og de blide pastelfarver.
Hver gang jeg er færdig med en lap, hæfter jeg enden. Om ikke andet venter jeg til der er et par stykker, og så får hæftet. Jeg HADER at hæfte ender, så det er med at få det gjort inden der ligger 150 lapper og griner på en gang. Derudover, har jeg lavet en del lapper, hvor der kun manglede kanten. Da jeg trængte til en pause fra det, lavede jeg kant. Så var det jeg blev utålmodig, og satte dem sammen. Det var slet ikke et dårligt valg, for jeg kan sætte dem sammen ind i mellem, så det ikke så slemt når jeg i sidste ende er helt færdig :-) Synes selv jeg er smart, men det er ikke sikkert andre deler den opfattelse :-)

søndag den 11. januar 2015

Mine hæklede lysglas



BUND:
15 stm i mr.
1 rk: *2 stm i hver m, 2 stm i sm* gentag.
2rk: * 1 stm, 2 stm i sm* gentag
3 - ? rk: Gentag udtagning til bunden har ønsket str.
Når bunden har nået ønsket str hækles stm i bm hele vejen rundt x 2 rk.

SIDEN:
1 rk: * 1 stm i hver m* gentag
2 rk: 6 lm, spring over 3 m, 1 stm, *3 lm, spring over 3, 1 stm,* gentag
3 rk: 3 lm, 1 stm i 2 m fra forrige 3 lm kæde, * 3 lm, 1 stm i 2 m fra forrige 3 lm kæde* gentag.
4 rk: 6 lm (tæller for en dbstm), 5 dbstm i hullet, 1 stm i næste hul, *6 dbstm i næste hul, 1 stm i næste hul* gentag (jeg fik ikke rettet til så det går op, med at man skifter på den måde, så det ender med at man på den måde får 2 x 6 dbstm ved siden af hinanden. For mig gjorde det ikke noget, da det jo er på bagsiden)
5 rk: 6 lm (tæller for 1 stm), spring over 2 m, 1 stm, * 3 lm, spring over 2, 1 stm* gentag. Afslut med km i 3 lm
Gentag rk 4 og 5 til du når den ønskede højde på arbejdet.

Da jeg kom op på glasset måtte jeg så tage lidt ind, fordi det buer lidt. Det fiksede jeg ved at jeg kun lavede 2 lm i stedet for 3 og med  5 dbstm i stedet for 6. 

2 sidste rk er lavet med 1 dbstm der svarer til hver m, og allersidst er der afsluttet med en picot kant.

Jeg ved godt at opskriften nok er meget underlig, men jeg smider den nok mest ind fordi det er ment som inspiration.

Sådan blev det færdige resultat - Jeg ved godt det ser lidt sært ud, men det er altså bare vinklen billedet er taget i. Jeg synes nemlig selv den er rigtig sød, og når ungerne lige får tømt de næste syltetøjsglas, skal jeg have lavet 2 mere. Jeg fik lavet 2 af denne som min skønne søster fik i julegave - til STOR begejstring.
Bunden er lavet ekstra høj, fordi glasset buer lidt i bunden, så der er mulighed for at kunne lægge lidt dekorationsgrus i fx, og så kan det ikke ses. 


søndag den 4. januar 2015

Sammensatte bølger

Jeg havde set det her mønster, som var hæklet til et tæppe i regnbuens farver, og med en sort kant. Ja det er svært at forklare, og værre blev det da jeg selv ville prøve at lave det. Hvad søren hed mønsteret? I julegave fik jeg bogen "200 hæklemønstre", men nej, til min skræk og rædsel var det ikke deri. Mønsteret er sikkert en udvidelse af et, der allerede eksisterer, men jeg kunne ikke gennemskue, hvilket.
Jeg måtte så i gang med at google, og søge billeder - og endelig fandt jeg det. En spansk video tutorial på youtube.
Jeg kan en anelse spansk, men altså langt fra nok til at jeg kunne forstå hvad der blev sagt.
Egentlig ville jeg have brugt mønsteret til en grydelap, men jeg har endnu ikke fundet ud af, hvad det er deleligt med, så det blev et tæppe - ja jeg ELSKER at lave tæpper :-)

Men altså - jeg gik i gang med papir og blyant, garn og hæklenål og efter mange forsøg lykkedes det mig.

Jeg giver opskriften her på dansk. Endnu har jeg ikke fundet ud af hvad mønsteret hedder, så skulle der være nogen der ved, så giv endelig besked. Jeg har kaldt det sammensatte bølger, for det er lidt det tætteste jeg kommer på en beskrivelse.

Forkortelser anvendt:
GF - Grundfarve
PF - Primær farve
M - masker
Lm - Luftmasker
Fm - Fastmasker
Stm - Stangmasker
Hstm - Halvstangmasker
Dbstm - Dobbeltstangmasker.

Jeg har hæklet i 2 farver, for ikke at blive alt for forvirret mens jeg makkede i hvordan, men du kan bruge alle de farver du ønsker. Vælg en farve der skal være "kantfarven" (her kaldes den grundfarven) den anden farve kalder jeg her primærfarven.


Opskrift.

Slå 179 m op i GF (dette er inkl den første vendemaske)

1 række:   Hækl 1 fm i alle m rækken ud (178 m). 1 lm - vend.
2 række:   1 fm i alle m. rækken ud. Skift farve til PF, 1 lm - vend
3 række:   1 stm, 1 hstm, 1 fm * 2 lm, spring over 2 m, 1 fm, 1 hstm, 2 stm, 2 dbstm, 2 stm, 1 hstm, 1 fm* Gentag fra * til * til der er 6 m. tilbage. 2 lm, spring over 2, 1 fm, 1 hstm, 2 stm. 3 lm og vend
4 række:   1 stm, 1 hstm, 1 fm * 2 lm, spring over 2, 1 fm, 2 stm, 2 dbstm, 2 stm, 1 hstm, 1 fm* Gentag fra * til * til der er 6 m tilbage. 2 lm, spring over 2, 1 fm, 1 hstm, 2 stm. Skift til GF, 1 lm - vend arbejdet.
5 række: 4 fm. * når du kommer til lm hullet. 1 fm i hver af de 2 fm i 3 række under (se billede  - GF skal forbindes med hinanden) 10 fm * Gentag fra * til * rækken ud. (der bliver ikke 10 fm når du når enden på rækken, men der skulle gerne være 4) 1 lm - vend
6 række:  1 fm i hver m. rækken ud. Skift farve til PF, 1 lm, vend.
7 række: 1 fm i første m, 1 hstm * 2 stm, 2 dbstm, 2 stm, 1 hstm, 1 fm, 2 lm, spring over 2, 1 fm, 1 hstm* Gentag rækken ud til der er 8 m tilbage - 2 stm, 2 dbstm, 2 stm, 1 hstm, 1 fm, 1 lm - vend.
8 række:   1 fm, 1 hstm * 2 stm, 2 dbstm, 2 stm, 1 hstm, 1 fm, 2 lm, spring over 2, 1 fm, 1 hstm* gentag fra * til * til der er 8 m. tilbage - 2 stm, 2 dbstm, 2 stm, 1 hstm, 1 fm, skift til GF, 1 lm - vend
9 række:   10 fm, * når du kommer til lm hullet. 1 fm i hver af de 2 fm i 3 række under, 10 fm* Gentag fra * til * rækken ud.
10 række: fm i alle m. rækken ud

Gentag række 3 til 10 til arbejdet når den ønskede længde.

lørdag den 3. januar 2015

Mine kreationer 2015

Så startede et nyt år - Ja det er selvfølgelig nogle dage siden, men det er tid til at oprette siden med 2015 kreationer, så jeg kan holde styr på, hvad jeg får hæklet i løbet af året.

Sidste år, startede jeg op på et par grydelapper. De blev ikke færdige før efter nytår, så jeg overvejede lidt hvor de bør høre hjemme. Men eftersom det færdige projekt stod ikke 100 % færdigt før for et par dage siden - ergo bør det være 2015 projekt.

UPDATE D: 29/12 - 2015.

Jeg har en mappe på computeren hvor jeg gemmer mine ting jeg har lavet, men den er meget tom, så jeg tænker lidt: ar jeg VIRKELIG ikke lavet mere!!!! Nålen gløder jo nærmest hele tiden.

Der er ting jeg har arbejdet på, men som jeg har kasseret igen, af den ene eller den anden grund, men det er godt nok ikke mange billeder der er.