Jeg startede på den mens jeg var i praktik på en retspsykiatrisk afdeling i forbindelse med min uddannelse. Her mødte jeg en patient, som for mig var alt andet end det mine kolleger beskrev. De beskrev en person som var yderst personfarlig, men den person jeg mødte var rolig, og elskede at holde i hånd, synge, og bare være til stede i nuet. Denne patient spurgte ofte hvor langt jeg var nået med min ugle, fordi jeg til tider hæklede på den i fællesmiljøet. Jeg lovede denne patient, at jeg nok skulle have den færdig inden min praktik var slut således at h*n kunne se det færdige resultat.
Skæbnen ville så at patienten skulle overflyttes til en anden retspsykiatrisk afdeling der lå tættere på familien hjemmefra. Der blev givet 2 dages varsel, så jeg fik pludselig travlt med at få uglen færdig.
Når jeg er på arbejde og skal være den professionelle, er en af mine største værdier, at jeg så vidt som det overhovedet er mulig ikke skal love noget jeg ikke kan holde, så det betød så meget for mig rent personligt, at jeg fik den færdig til tiden. Det lykkedes og patienten fik set den færdig.
På den måde ligger der en helt særlig historie bag, som for mig betyder rigtig meget.
