tirsdag den 2. august 2016

African flower delfiner

Facebook har fordele og ulemper når det kommer til hækling. Jeg er medlem af flere grupper, der omhandler emnet, og det resulterer i en hulens masse ideer, og inspiration. Det er både godt og skidt. Godt fordi man aldrig løber tør for projekter, og skidt fordi jeg ikke kan nå det hele før nye ideer popper op.
African flower lapperne er blevet meget populære og så vidt jeg ved, blev de populære da designeren Heidi Bears kom frem med hendes dyr, der blev hæklet og sammensat af disse lapper.
Du kan se hendes webshop på ravelry her (siden åbner i et nyt vindue).

Jeg har altid synes godt om hendes designs, men dog ikke så godt at jeg har haft ønske om at lave nogle af dem. En dag stødte jeg så på den her delfin et medlem af en hæklegruppe havde lavet. Den er ikke designet af Heidi Bears, men den er lavet af african flowers, og så blev jeg solgt. Den måtte jeg bare lave. Den var så flot, og den var virkelig, virkelig skøn. En forespørgsel på opskrift gav mig ingenting før 2 uger senere hvor jeg opdagede at der lå en beskedanmodning.
I grupperne jeg er medlem af på facebook er der regler om at man ikke må sælge ting, så derfor havde designeren ikke skrevet i det åbne at jeg kunne købe opskriften af hende.
Jeg fik den købt og gik i gang med den. Det tog 3 dage, så var den færdig! Det skal siges at jeg havde ferie og dermed ikke et liv, så de 3 dage stod på sofahygge med serien Pretty Little Liars og hæklenålen :-)

fredag den 15. juli 2016

Hæklerier 2016



 Bark cardigan. Den ser pilskæv ud - det ved jeg godt - men det er den altså ikke. Billedet her er taget inden den blev vasket osv. Den er bare kastet op på en bøjle så jeg kunne snuppe et billede og sende til min moar, for at blære mig ;-)


 Den her er jeg særlig stolt af. Det er min første "bamse" og jeg synes den er så fin.
Jeg startede på den mens jeg var i praktik på en retspsykiatrisk afdeling i forbindelse med min uddannelse. Her mødte jeg en patient, som for mig var alt andet end det mine kolleger beskrev. De beskrev en person som var yderst personfarlig, men den person jeg mødte var rolig, og elskede at holde i hånd, synge, og bare være til stede i nuet. Denne patient spurgte ofte hvor langt jeg var nået med min ugle, fordi jeg til tider hæklede på den i fællesmiljøet. Jeg lovede denne patient, at jeg nok skulle have den færdig inden min praktik var slut således at h*n kunne se det færdige resultat.
Skæbnen ville så at patienten skulle overflyttes til en anden retspsykiatrisk afdeling der lå tættere på familien hjemmefra. Der blev givet 2 dages varsel, så jeg fik pludselig travlt med at få uglen færdig.
Når jeg er på arbejde og skal være den professionelle, er en af mine største værdier, at jeg så vidt som det overhovedet er mulig ikke skal love noget jeg ikke kan holde, så det betød så meget for mig rent personligt, at jeg fik den færdig til tiden. Det lykkedes og patienten fik set den færdig.
På den måde ligger der en helt særlig historie bag, som for mig betyder rigtig meget.

søndag den 3. april 2016

Online garnbutikker.

Nettet bugner med garnbutikker. Nogle er bedre end andre og sådan vil det altid være.

Jeg ser tit at der bliver efterspurgt adresser på garnbutikker, hvor man kan købe garn til billige penge. Det med billigt afhænger jo af hvem man er, og hvad kvalitet man leder efter.
Derfor vil jeg med dette indlæg forsøge at samle de butikker jeg kender til. Der kommer helt sikkert flere på med tiden, men kender du en butik jeg ikke har fået på, så bare kom med den.

God fornøjelse :-)

Rito.dk
Garnkassen.dk
Hobbii.dk
Garnshoppen.dk
Garn-garagen.dk
Filato.dk
garnudsalg.dk
Bcgarn.dk
Garn pusher.dk
Garnroyal.dk

Bark Cardigan

Det var meget på mode at hækle bark cardigan for kort tid siden. Og når alle andre skulle, jamen SÅ skulle jeg da også.
Jeg kunne nu rigtig godt lide den, og i laaaang tid havde jeg søgt efter en hæklet cardigan der faldt i min smag. Det var der bare ikke nogen der gjorde, og hvis der endelig var, så var det kun et billede og ingen opskrift. Måske et diagram, men de der diagrammer og jeg er ikke ligefrem de bedste venner.

Jeg har rigtig svært ved at hækle efter diagrammer, fordi jeg er venstrehåndet og mange er lavet af en designer der er højrehåndet. Så nogle gange bliver det noget værre juks jeg får fremstillet når jeg kigger efter diagram.

Jeg købte opskriften her (bemærk: åbner i et nyt vindue), men den kan også købes på Ravelry.

Tvivlen opstod: Hvad dælen skal jeg bruge for noget garn?
Jeg kan godt være rimelig nærig anlagt, så jeg ville simpelthen ikke købe noget relativt dyrt garn, for hvad nu hvis jeg ikke kunne finde ud af at lave den. Så ville garnet være rimelig spildt (ja man kan jo altid finde andre ting at bruge det til, men det tænkte jeg ikke lige over i min tænkning på det tidspunkt). Jeg endte så med at vælge at bruge Bumbo acryl. Dels kan jeg rent faktisk godt lide kvaliteten. JEG synes det er lækkert blødt - især efter vask, og så er det billigt.

Her er det færdige resultat før vask osv. Ærmerne ser ud til at være vind og skæve, men det er de altså ikke. Enten er det fordi den hænger lidt skævt på bøjlen, eller også er det fordi den ikke er vasket og tørret endnu, da billedet er taget.